Gennemtænkt design med bæredygtige materialer

Bæredygtighed kan både være meget kompliceret og helt enkelt. For at gøre det lettere at skabe bæredygtige indretningsløsninger tager Kinnarps ansvar for hele processen – fra gennemtænkt design til intelligent genbrug. Det hele starter på tegnebordet og med valg af råvarer i overensstemmelse med filosofien om, at miljøvenlige materialer og god kvalitet sætter gang i en positiv kædereaktion for planeten.

Kinnarps'
bæredygtighedsarbejde
begynder med designet
og materialerne. 

Fortsætter med produktionen og distributionen. Og slutter med anvendelse og genbrug. For når det gælder bæredygtighed, kan man ikke pege på én faktor som den vigtigste, for her er det helheden, der tæller.

"Derimod kan vi sige, at det væsentlige er, at det bliver rigtigt fra starten, med formgivningen og materialevalget. Uden gennemtænkt design med bæredygtighedsperspektiv og rene materialer med høj kvalitet kan vi ikke leve op til vores krav til så lav miljøpåvirkning som muligt", siger Johanna Ljunggren, Sustainability Manager hos Kinnarps.

Kontrol af bæredygtighed

De materialer, som Kinnarps anvender mest, er træ, metal, tekstiler og plast.

For alle disse materialer har Kinnarps effektive værktøjer til at vurdere miljøydeevnen og sikre, at de produceres under miljømæssigt og socialt ordentlige vilkår.

Træet i produkterne er enten FSC®-certificeret eller kontrolleret af Kinnarps, og overfladebehandlingen er underlagt regler for at påvirke miljøet så lidt som muligt. Det metal, der anvendes i sarg og stel, er i størst muligt omfang genvundet, og vores plasttyper er frie for PFOS.

Når det gælder tekstiler, arbejder Kinnarps med bl.a. certificeringerne EU Ecolabel og Oeko-Tex. Omkring halvdelen af stofferne er fremstillet med naturmaterialer og er naturligt brandsikre, så vi ikke behøver anvende kemiske brandhæmmere. Samtlige standardstoffer lever op til det respektive markeds strengeste miljøkrav.

"Bæredygtighed bygger på samarbejde, og vi arbejder intenst på at finde de bedste samarbejdspartnere. "

En vigtig faktor er at udvikle fælles regler og standarder, som gør det nemmere at have kontrol, siger Johanna Ljunggren.

 

Kvalitet
er godt
for miljøet

De benyttede materialer er én ting, når det gælder bæredygtighed, og en anden, når det gælder konstruktion og design.

 

Her skal produkternes æstetiske udtryk spille godt sammen med langsigtet holdbarhed, metoder til håndtering af spild og systemer for genbrug og genvinding.

Den grundlæggende målsætning er, at mennesker skal have lyst til og mulighed for at anvende produkter fra Kinnarps længe. Høj kvalitet er altid et godt bæredygtighedsmål og bidrager til en lavere miljøpåvirkning.

"Vi skal også designe vores produkter, så vi anvender så meget som muligt af den indgående råvare, minimerer spildet og muliggør genanvendelse af materialet. En del af det uundgåelige stofspild anvender vi sammen med genvundet PET-plast som fyldning i flere af vores lydabsorberende elementer", siger Johanna Ljunggren.

 

Gøre det vanskelige enkelt

Når produktet trods alt begynder at blive slidt, tilbyder Kinnarps muligheder for at istandsætte, opgradere og genanvende det i overensstemmelse med idealet om en cirkulær økonomi.

"Der er altid noget, som kan forbedres, men det afgørende er, at vores kunder ved, at vi tager ansvar for disse komplekse spørgsmål og gør det nemmere for arkitekter og designere at skabe bæredygtige indretningsløsninger. Gennemtænkt design og miljøvenlige materialer er en god start på bæredygtighedsrejsen", siger Johanna Ljunggren.

VIDSTE DU, AT?

50 % af vores fyldmateriale Re:fil består af genvundet materiale såsom stofspild og PET-plast.

94 % af vores træråvare er kontrolleret eller på anden vis ansvarsfuldt produceret og mærket med FSC, FSC CW og PEFC.

60-90 % af den aluminium, der anvendes i vores sarg og stel, består af genanvendt støbt aluminium.

69 % af tekstilerne i Kinnarps' sortiment er certificeret med EU Ecolabel eller Oeko-Tex.

 

MATERIALER OG BÆREDYGTIGHED

Træ, metal, plast og tekstiler er de råvarer, vi anvender mest i vores indretninger. Vi stiller høje krav til bæredygtighed og anvender rene materialer af råvarer, der er udtaget og fremstillet under miljømæssigt og socialt forsvarlige forhold. Vi er desuden ISO 14001-certificeret.

PLAST

VI FREMSTILLER VORES EGEN POLSTRING.
Vi støber vores eget skum i Skillingaryd og har valgt at fjerne den sundhedsfarlige isocyanat TDI fra polstringen og erstatte den med det mindre skadelige kemikalie MDI. Vores produkter indeholder ikke PVC-plast og ftalater (med undtagelse af plastdetaljer i elektriske komponenter) og plastdetaljerne er frie for PFOS. I vores materiale Re:fill er der kun genvundet PET-plast sammen med egne stofrester og Oeko-Tex®-mærket polyestersmeltefiber.

TEKSTIL

VI TILBYDER CERTIFICEREDE TEKSTILER MED EU-MILJØMÆRKNING OG OEKO-TEX®.
Vi tilbyder flere slidstærke og naturlige materialer som hamp, genvundet jute og uld. Uld er desuden naturligt brandhæmmende. Siden slutningen af 1990'erne har vi arbejdet på kravene til vores tekstiler, så vi kan tilbyde holdbare og sikre produkter samt et sundt arbejdsmiljø for medarbejderne. Vores tekstilsortiment lever op til de højeste markedskrav, hvad angår brandsikkerhed, slidstyrke, lysægthed m.m.

TRÆ

STOR ANDEL AF CERTIFICEREDE TRÆRÅVARER (FSC, PEFC) I DET SAMLEDE INDKØB AF TRÆMATERIALER.
Træet i vores produkter er enten FSC®-certificeret eller af en oprindelse kontrolleret af os. Målet er, at alt træ skal være FSC-certificeret i år 2020.  Overfladebehandlingen af vores træprodukter er underlagt strenge regler for at påvirke miljøet så lidt som muligt. 

METAL

Vi anvender så meget genvundet metal som muligt i vores sarge og stel. Ved overfladebehandling af metal vælger vi først og fremmest pulverlakering med lav miljøbelastning. Det sker i et lukket anlæg, så der ikke slipper noget ud i omgivelserne.  For at lette genvindingen stiller vi krav til, at metallerne ikke blandes.

FOR ET SUNDT ARBEJDSMILJØ

For at du kan have det godt, er det vigtigt, at du har et sundt arbejdsmiljø, der kendetegnes af rene materialer. Vi forsøger derfor altid at anvende forsigtighedsprincippet og fjerne unødvendige kemikalier.

Vi har blandt andet udviklet en ny metode til UV-lakering, der nedsætter anvendelsen af opløsningsmidler. Vi har også erstattet kemiske brandhæmmere i polyesterstoffer, hvor fibrenes konstruktion udgør en naturlig brandhæmmer. Hvad angår produkter med elektronik stiller vi krav til, at de har CE-mærkning, og at leverandørerne følger EU's RoHS-direktiv, der forbyder anvendelse af bly, kviksølv, kadmium, hexavalent krom samt de brandhæmmende midler PBB og PBDE i elektroniske produkter.