GUN AREMYR, FORFATTER OG VEJLEDER

Hvordan har vores syn på ældrepleje ændret sig over tiden?

Førhen havde vi sygehuse, hvor vi passede og plejede syge mennesker som én gruppe. I dag har vi plejeboliger og ældreboliger, hvor personer med sygdomme og aktivitetsnedsættelse får hjælp. I midten af 1900-tallet troede vi, at demens hørte sammen med det at blive ældre, og at der ikke var så meget at gøre ved det. Omsorgen var ganske vist god, men plejemiljøerne var store, og alle patienter var iklædt det samme tøj. Dem, der kunne sidde oprejst, blev anbragt i lænestole langs væggene på gange og i opholdsstuer – undertiden ved hjælp af et bælte, så de ikke skulle glide ud. I dag ved vi, at demens er en kognitiv sygdom, og at de personer, som bliver ramt af det, netop er personer. Hvis man har behov for omsorg døgnet rundt, får man tildelt sin egen lejlighed, som man kan indrette med sine egne møbler. I alrum og køkkener forsøger man at skabe et miljø, hvor man kan omgås hinanden.

Hvordan vil du definere begrebet "helbredende rum"?

Et helbredende rum er et rum, hvor man føler sig tryg, hvor man bliver stimuleret, men også oplever fred og ro. Det er via vores sanser, vi oplever tilværelsen. Med en kognitiv funktionsnedsættelse har man sædvanligvis svært ved at koncentrere sig, og alt for rodede rum kan være en hindring. I et helbredende rum har man derfor taget hensyn til sanserne: syns-, høre-, føle-, smags-, lugte-, muskel- og ledsansen samt balancesansen. Indretningen i en plejebolig skal skabe tryghed og giv mulighed for både hvile og stimulering. Et pænt, tiltalende miljø anerkender mig som person, hvorimod slidte omgivelser af lav kvalitet kan tolkes som, at jeg ikke er noget værd.

Hvad er den største fremtidsudfordring for ældre- og demensplejen?

At skabe et demensvenligt samfund; fordi et demensvenligt samfund er et samfund, der er godt for alle individer – uanset om man er syg eller rask, gammel eller ung! At sætte tempoet ned, når der er behov for det. Ved kassen, i butikken såvel som inden for pleje og omsorg. Egentlig i alle de situationer, hvor den demensramte skal træffe en beslutning. At vi samtaler i stedet for at tiltale hinanden. Omgivelserne bør også afgive tydelige signaler om, hvor jeg befinder mig. Det kan f.eks. være skilte i en forretning, eller at toiletdørene har forskellig farve og tekst eller et symbol, der fortæller, om jeg er gået rigtigt.

Har beslutningstagerne efter din mening den rette viden om, hvilke krav de bør stille til indretningen i plejemiljøer?

Vi skal blive bedre til at engagere multiprofessionelt personale i forbindelse med istandsættelse og nybyggeri af plejeboliger. Vi skal tænke på, at SOSU-assistenter, sygeplejersker og rehabiliteringspersonale har forskellige indfaldsvinkler til, hvad der kræves i miljøet. Høj kvalitet betaler sig i længden, ligesom det at gøre det rigtige fra starten.