Vigtigheden af at omgås på arbejdspladsen
”Culture eats strategy for breakfast” er et klassisk citat fra managementkonsulenten Peter Drucker. Det, der er hans pointe, er, at en virksomhed kan have nok så mange forkromede strategier – men hvis virksomhedskulturen ikke er stærk, og medarbejderne ikke er engagerede i virksomheden, så er det svært at få succes. Arbejdspladsens funktion som socialt mødested er et af de allervigtigste elementer for at skabe en god virksomhedskultur. I en tid, hvor vi har friheden til at vælge, om vi vil arbejde på kontoret, hjemme, i hotellobbyen eller på en café, bliver det endnu vigtigere, at kontoret kan konkurrere med alle mulighederne. Med den rette indretning bliver kontoret et sted, som medarbejderne vil fortsætte med at tage hen til. En effektiv måde at opbygge virksomhedskulturen på og samarbejde for at skabe kreative løsninger, som får organisationen og virksomheden til at vokse og udvikle sig.
"Culture eats strategy for breakfast"
Den menneskelige arbejdsplads
Den enkle sandhed er, at de allerfleste af os tager hen til arbejdspladsen for at være en del af fællesskabet og i mindre grad for "bare" at producere. Og ja – vi tager stadigvæk gerne hen til arbejdspladsen: Tal fra Leesman med over 70.000 adspurgte viser, at kun 17 % arbejder hjemmefra. Det er på arbejdspladsen, at vi bliver en del af fællesskabet, arbejdsgruppen og en menneskelig sammenhæng. Det ”menneskelige kontor” skal derfor også tage hensyn til vores dybtliggende menneskelige behov for at møde andre. Når kontoret fungerer som et populært socialt omdrejningspunkt, får det også medarbejderne til at føle sig godt tilpas.
”Præcis som derhjemme”
På mange måder minder det moderne kontor om vores hjem. Vi kan selv vælge, hvad vi vil lave og hvor. Vi kan også udføre mange forskellige ting i et og samme arbejdsmiljø – ikke så forskelligt fra, hvordan vi anvender dagligstuen derhjemme. I takt med, at grænserne mellem arbejdsliv og familieliv udviskes – og når arbejdspladsen er noget, man aktivt vælger at tage hen til – er det vigtigt, at kontormiljøet ikke opleves som klinisk, men netop formidler ”hjemlighed”. Hjemlighed behøver naturligvis ikke indebære, at kontoret ser ud som en dagligstue, men at der skal være miljøer, som indbyder til forskellige aktiviteter, ligesom derhjemme. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot med pladser til individuelt og fokuseret arbejde. Eftersom vi arbejder mere og mere sammen og mindre med individuelle opgaver, er det vigtigt at have nogle rammer, som fremmer samtale og skaber relationer. Derfor bør der også være steder, som indbyder til spontane samtaler og uddybende samarbejde. De kan indrettes på mange forskellige måder – fra sofagruppen med henblik på en afslappet dialog til mere arbejdsfokuserede projektmiljøer.
Indret til sociale stunder
Ved at tilbyde mange varierede sociale miljøer med et mere eller mindre hjemmehyggeligt udtryk bidrager du til at styrke fællesskabet og virksomhedskulturen. At kunne omgås med kollegerne uden krav om at skulle præstere er ofte det, der afføder de bedste idéer. På spørgsmålet ”kunne du tænke dig at have dette møbel i dit hjem, skal medarbejdere gerne svare ja! Hvis kontormiljøet opleves som ligeså komfortabelt at arbejde i som hjemmemiljøet, vil medarbejderne også i fremtiden fortsætte med at tage hen til arbejdspladsen, samtidig med at arbejdspladsmiljøet bidrager til øget kreativitet og produktivitet.
Alsidige mødesteder
Loungen kan blive kontorets oplagte samlingspunkt – ikke helt forskelligt fra en hotellobby. Det er her, du har mulighed for at møde dine kolleger og tale arbejde eller socialisere under afslappede former. Loungen er det perfekte sted, når du har brug for at sætte dig og tjekke mails eller vil have en kop kaffe og lige rense hovedet for tanker. Med den rette indretning bliver loungen også et godt sted til præsentationer og arrangementer. Indret med siddegrupper i form af behagelige lænestole og sofaer med sofaborde og afsætningsborde, men suppler også gerne med lidt højere barborde eller caféborde med tilhørende taburetter, som bidrager til et mere fleksibelt miljø og mere aktive møder.
Et sted at lande
”Landingspladsen” er indrettet for, at du skal kunne blive en kort stund – alene eller sammen med andre – for at læse et dokument igennem eller tjekke mails. Dette sted er også perfekt at benytte som en midlertidig arbejdsplads mellem møder. Her kan der også findes plads til korte samtaler i mindre grupper. Landingsstedet kan eksempelvis indrettes med lænestole med høje rygge. Sofaborde i egnet højde fungerer som afsætningsplads, skrive- og computerplads.
I godt selskab
Frokost- eller middagspausen er en kærkommen lejlighed til at omgås kollegaer og kunder på en mere afslappet måde. Men den giver også mulighed for et øjebliks fred og ro. Kantinen bør være indrettet, så den opfylder begge behov med såvel større spiseborde som fleksible caféborde. Den skal kunne anvendes til hurtige individuelle arbejdsopgaver og til større møder og præsentationer og kan med fordel placeres i tilknytning til loungen.
På stående fod
Kaffeområdet er ofte kontorets mest populære og mest afslappede mødested. Ved kaffemaskinen møder du dine kollegaer flere gange i løbet af dagen, og det er ofte her, at samtalen starter. Et kaffeområde med enkel møblering, f.eks. caféborde i ståhøjde og høje taburetter, giver plads til korte møder eller fordybende samtaler.
Socialt samvær på arbejdspladsen
Baren er det perfekte sted til uforpligtende socialt samvær. Her kan du snuppe en hurtig espresso, møde kollegaer til en fyraftensøl eller invitere kunder hen. Et populært mødested, som kan anvendes på mange forskellige måder. Indret med caféborde i ståhøjde med matchende barstole.
Sjov med kollegaerne
Nogle gange tænker man bedst, når man lavet noget andet, og hjernen kan koble lidt af. Et kombineret spillerum og aktivitetsrum med plads til bordtennis, billard, hockeyspil eller gaming giver plads til uforpligtende samvær, som kan munde ud i kreative idéer. Rummet kan derfor også indrettes med forskellige typer af bløde, hårde, høje og lave siddemiljøer samt sofaborde og caféborde i forskellige højder, som gør det nemt at finde arbejdet frem, når idéerne opstår.