Navnet på Hjo Kommunes nye skole forpligter. Estrid Ericson fra Hjo grundlagde i 1920'erne Svenskt Tenn, og hendes banebrydende idéer om det gode designs positive indvirkning på mennesker har været vejledende i udformningen af skolens indretning. "Det kan mærkes, at elever og personale har det godt i dette fleksible, stimulerende og langsigtet bæredygtige miljø," siger skolens rektor Susanne Appelberg.
Afstanden fra Estrid Ericsons revolutionerende idéer om indretning til nutidens krav til læringsmiljøer er kortere, end man måske tror. I bund og grund handler det om at satse på ting som kvalitet, kreativitet, individualitet, funktionalitet – og skønhed.
Estrid Ericson voksede op i Hjo, uddannede sig i Stockholm og arbejdede derefter i en tid som tegnelærer i sin hjemby. Hun grundlagde Svenskt Tenn i 1924 og udviklede sammen med designer Josef Frank en helt ny indretningsstil med farver, mønstre og former præget af elegance og varme, skønhed og funktion.
Her har vi kunnet skabe et miljø, som følger en rød tråd, afspejler skolens visioner og hjælper os med at realisere vores pædagogiske idé med et tydeligt elevperspektiv. Det er utroligt vigtigt for os at have et helhedssyn på indretningen. Det hjælper os med at leve op til vores kvalitetskrav.
Estrid Ericsonskolan ligger i udkanten af det centrale Hjo tæt på skov og Hjo-ådalen og med masser af plads til, at børn kan lege i skolegården. Det faktum, at kommunen besluttede at bygge en ny skole i stedet for at udbygge en af de eksisterende, har gjort det muligt at gennemtænke alt fra bunden – at gøre "alt rigtigt fra starten", som Susanne Appelberg udtrykker det. "Det har været en lang proces, der hele tiden har været præget af et tæt samarbejde mellem alle parter, ikke mindst har forankringen og engagementet hos det pædagogiske personale været stort. Desuden har vi hele tiden haft støtte fra Svenskt Tenn, hvilket naturligvis er både dejligt og vigtigt," siger hun.
Arven fra Estrid Ericson ses allerede på ydersiden i form af arkitekturens udformning, materialevalg og forskellige ikoniske designelementer i storformat i udendørsmiljøet og på facaden – som Svenskt Tenns klassiske elefant og den lige så klassiske bogstøtte Alfa Omega.
Endnu tydeligere bliver Estrid Ericsons ånd med de organiske, runde former, klassiske mønstre og indretningens skønne farver, taktile materialer, tidløse design og fleksible funktioner. Enkelt og elegant og samtidig varmt og farverigt. Alt sammen baseret på moderne forskning, som siger, at det fysiske miljø og udformningen heraf påvirker, hvordan mennesker – i dette tilfælde elever og personale – har det og præsterer.
"Kinnarps kom tidligt ind i arbejdet og begyndte at arbejde med en projektgruppe bestående af blandt andet skoleledere og skoleudviklere. Senere mødtes de også med det pædagogiske personale for at høre deres synspunkter og idéer," siger Susanne Appelberg. Hun mener, at Kinnarps’ viden om læringsmiljøer, forankring i forskningen og det samlede tilbud var vigtigt.
Kinnarps har et usædvanligt helhedsperspektiv, idet de forstår skolens forudsætninger, kan analysere vores behov og er eksperter i indretning og møbler. De har været en god sparringspartner og er kommet med deres egne forslag, som vi ikke selv ville have tænkt på.
Tekstilsalen er indrettet med stolen Xact, som har både justerbar højde og sædedybde, hvilket giver hver elev den perfekte ergonomiske arbejdsstilling, uanset størrelse eller alder.
Nøgleordene for Estrid Ericsonskolan er bæredygtighed, bevægelse og litteratur – ord, som også har været vejledende i arbejdet med indretningen. Ordet bevægelse afspejles i produkter som hæve-/sænkeborde, borde i forskellige højder, taburetter med fjedring, sækkestole og siddebolde, men også i valget af lette, flytbare møbler og den overordnede variation og fleksibilitet i indretningen med fokus på helhedsergonomi. Skærme, der fungerer som adskillelse, er f.eks. et gennemgående indslag, ligesom lysdæmpning i hele bygningen. "Det hænger også sammen med det, jeg sagde om kvalitet og bæredygtig totaløkonomi. Vi må aldrig glemme, at vores miljøer og møbler skal kunne tåle børns måde at bruge dem på, og børn er og skal være fysisk aktive og livlige," siger Susanne Appelberg.
Vi tænker bæredygtighed i flere forskellige perspektiver. Først og fremmest skal skolen være pædagogisk, socialt og sundhedsmæssigt bæredygtig for elever og personale. Vi har også satset på en økonomisk bæredygtig indretning, det vil sige indretning med høj kvalitet, som vi kan bruge længe, der tåler intensiv brug, og som også kan renoveres og friskes op, når der er behov for det.
Til sidst – litteraturen. Skolens bibliotek placeret er placeret midt i skolen – et indbydende, hyggeligt rum til læsning, som er inspireret af Estrid Ericsons egen stue, hvor bøgerne var en naturlig del af indretningen. Det er åbent, indbydende og indrettet med varme grønne farver, træflader og både hyggelige, afgrænsede pladser med høje, omsluttende rygge og arbejdsborde til forskellige skoleopgaver.
"Det her er nok det bedste skolebibliotek, jeg har set. Vi er utroligt stolte af det. Tanken er, at det skal være hele skolens hjerte, et sted, hvor det er naturligt at opholde sig, og som føles indbydende, inspirerende og samtidig roligt," siger Susanne Appelberg.
Hun konkluderer: "Navnet Estrid Ericsonskolan stiller naturligvis krav til os, men det er frem for alt inspirerende. Hun er et forbillede på mange måder, som indretningsikon, men også som en modig og handlekraftig kvinde, der turde følge sine drømme. Jeg synes, at vi har skabt et læringsmiljø, som formidler det til alle vores elever."